The Spirit Of Elvis i pressen

Indtast din tekst her...

Læsø Lokale Medier d.17. juni 2026

Da Elvis kom forbi Læsø Plejehjem og satte gang i den

Frederikshavneren Johnny Christensen har i mere end 15 år holdt liv i Elvis Presleys musik og i torsdags optrådte han for beboerne på Læsø Plejehjem.

-Der er godt med lyd i manden

Sådan lød den tørre konstatering fra Ruth, der bor på Læsø Plejehjem og i torsdags var til koncert i fællessalen med selveste Elvis Presley i skikkelse af Johnny Christensen fra Frederikshavn.

Og Ruth havde ganske ret.

Der var i sandhed godt med lyd i Johnny.

Anlægget var skruet op på noget, der lød som tæt på maksimum, og havde man problemer med at mærke, om man egentlig var i live, var man ikke længere i tvivl.

Johnny Christensen har gennem mere end 15 år optrådt som Elvisfortolker under navnet The Spirit of Elvis, og de udødelige hits strømmede da også fra ham i en lind og imponerende strøm.

Med andre ord: Johnny var ikke kun kommet for at danse. Han var kommet for at synge.

Elvisfan siden barndommen

Ifølge et interview med den nordjyske lokalradio FCMR begyndte Johnny Christensens interesse for Elvis Presley allerede i barndommen.

Han voksede op i et hjem, hvor begge forældre var store Elvisfans, og musikken blev en naturlig del af hans liv.

I samme interview fortæller han, hvordan fascinationen efterhånden udviklede sig til mere end blot en hobby. Han begyndte at optræde med Elvisnumre og opbyggede siden sit eget show, hvor han arbejder med både kostumer, mimik og de karakteristiske scenebevægelser, som gjorde Elvis Presley verdenskendt.

Det har han gjort så godt, at han i dag har en booker og manager i form af Anders Pedersen. Han var også med på Læsø Plejehjem, og iført en skinnende guldjakke kunne han heller ikke lade være med at rocke med til musikken.

-Thank you

Johnny Christensen optrådte iført en hvid, palietbesat heldragt, der sad godt til, som man siger.

Det holdt ham ikke tilbage på nogen måde, og under koncerten blev der både vrikket, bøjet og uddelt halstørklæder.

Efter sangene lød der høje klapsalver fra salen, og det blev kvitteret med et:

-Thank you. Eller tusind tak, som vi siger heroppe.

De velkendte Elvissange fik flere gange beboerne til at rokke med og nikke i takt til musikken.

Og for Johnny Christensen er det netop dét, der er formålet med The Spirit of Elvis: at holde sangene levende og give publikum mulighed for endnu en gang at møde musikken fra deres ungdom.

Koncerten var arrangeret af Plejehjemsrådet.